Tilknytningsteori er en teori, der er udviklet af John Bowlby og Mary Ainsworth i 1960’erne. Teorien er videnskabeligt valideret og central for viden om børns udvikling. Særligt handler teorien om samspillet mellem børn og forældre.

 I nyere tid er teorien blevet populær i et omfang, der betyder, at mange har mødt den på f.eks. sociale medier og i podcasts. Nogle af de steder er teorien bedre repræsenteret end andre, så her kommer et psykologfagligt perspektiv.

 

Tilknytning

Helt grundlæggende handler tilknytning om det bånd, der opstår mellem børn og deres primære omsorgspersoner. Børn har en medfødt tendens til at knytte sig til deres omsorgspersoner og søge trøst, beskyttelse og støtte hos dem. Det kaldes tilknytningsadfærd og vil ske uanset hvordan barnet bliver mødt.

I teksten her vil de primære omsorgspersoner blive kaldt som forældre, men reelt vil der være tale om de voksne, der det meste af tiden tager sig af barnet i de første leveår. 

Ideelt set bliver forholdet til forældrene til en tryg base barnet kan udforske verdenen ud fra. Her er forældrene opmærksomme på barnets signaler og imødekommer barnets behov. Opfyldelse af barnets behov handler her ikke primært om de fysiske behov, men om at være en tryg base som barnet kan udforske verdenen ud fra, at støtte barnet i udforskning og at være klar til at tage imod barnet, når barnet igen har brug for at søge tryghed.

Formen og udtrykket for disse behov ændrer sig med alderen, men de grundlæggende behov for at blive mødt af sine forældre er det samme for børn i alle aldre - også teenagere.

Forholdet til forældrene bliver et udgangspunkt for, hvordan barnet i fremtiden oplever sig selv og andre. Dvs. vores indre rollemodeller og skabelon for menneskelig interaktion - fx hvis du har lært, at du er god nok som du er, så det også den melodi der er din grundmelodi. Tilknytning bliver til din grundoverbevisning om dig selv og verden.  

At imødekomme barnets behov handler først og fremmest om at være nysgerrig.  Ingen forældre kan opfylde deres barns behov 100% af tiden. Enten fordi man misforstår sit barns signaler, ikke ser dem, eller der er grunde til at behovene ikke kan opfyldes lige når de opstår. Det kan f.eks. være, at éns barn gerne vil trøstes mens man taler i telefon med lægen.

Det kan betyde, at man som forælder kan få dårlig samvittighed, ikke føler sig tilstrækkelig eller bliver bekymret for om man skader tilknytningen. Det gør man ikke. Så længe man møder barnets behov det meste af tiden og generelt er nysgerrig på sit barn og forsøger at forstå, hvad barnet har brug for. Det handler om at være god nok fremfor perfekt.

Forstyrrelser i relationen - i form af, at barnets behov noget af tiden ikke opfyldes - kan blive efterfulgt af reparationer. Altså, at man som forælder opfylder behovet, når man får mulighed for det. Forstyrrelser og reparationer er en almindelig del af forældreskabet og så længe barnets behov det meste af tiden opfyldes, så vil forstyrrelser være med til at opbygge resiliens og give barnet erfaringer med at udholde negative følelser, ud fra en forventning om at de vil få hjælp til dem.

 

Tilknytningstyper

Der findes flere forskellige typer af tilknytningsmønstre. Man kan dele dem op i tryg tilknytning, utryg tilknytning og desorganiseret tilknytning. Mønstrene bliver skabt i barndommen og er noget man tager med sig helt op i voksenlivet.

 

Tryg tilknytning

Et barn, der er trygt tilknyttet, bliver mødt i både sine behov for udforskning og tryghed. 

Barnet har positive forventninger til sine omgivelser og til at kunne få hjælp fra sine forældre. Barnet har tillid til sig selv, kan (alderssvarende) berolige sig selv og har oplevelser med at alle følelser er okay. Alt det beskytter barnet, når det møder modgang - også senere i livet.

 

Utryg tilknytning

Der findes to typer utryg tilknytning. Utryg tilknytning handler om, at barnet af forskellige årsager ikke er blevet mødt i sine behov. Det kan lyde enormt ubehageligt som forælder, men i virkeligheden er omkring en tredjedel af befolkningen utrygt tilknyttet. 

Utryg tilknytning handler ikke om at være en dårlig forælder. Der kan være mange forskellige grunde til at det kan være svært at imødekomme bestemte behov hos sit barn. Blandt andet har éns egne tilknytningsmønster stor betydning. Hvis man f.eks. er vokset op med ikke at måtte vise vrede, kan man have svært ved at håndtere, når éns barn gør det. Der er også stor forskel på, hvor meget pres man er under som forælder. Hvis man er under pres, vil man have sværere ved at møde sit barn og være mere tilbøjelig til at falde tilbage på sine egne tilknytningsmønstre.

På trods af at der kan være grunde til at tilknytningen bliver utryg, så er der alligevel nogle konsekvenser for børn, der er utrygt tilknyttet. Utrygt tilknyttede børn kan have tendens til at blive enten omklamrende eller afvisende i deres relationer - også på sigt. Utryg tilknytning påvirker barnets forventninger til andre mennesker, barnets syn på sig selv og barnets evne til at give udtryk for og tage imod hjælp til svære følelser. Utryg tilknytning giver også en sårbarhed overfor senere i livet at udvikle psykisk sygdom.

 

Ængstelig-ambivalent tilknytning

Børn, der er ængsteligt-ambivalent tilknyttet, har udfordringer ved den øverste del af tryghedscirklen, der drejer sig om udforskning. Det betyder, at barnet bliver utryg ved at skulle udforske, er usikker på egne evner og er i tvivl om, hvorvidt de kan regne med at modtage tryghed, når de er klar til det. Barnet vil efter de har været adskilt fra deres forældre reagere voldsomt og være svært at trøste.

                   Ængstelig-ambivalent tilknytning opstår, når forældrene ikke er konsekvente i om de er tilgængelige, når barnet søger dem - i et større omfang end, at det selvfølgelig ikke altid er muligt. Her bliver der heller ikke nødvendigvis repareret efterfølgende og barnet vil være i tvivl om hvilken type respons, de kan forvente fra deres forældre i fremtiden. Det gør, at barnet vil være utryg, når de skal være adskilt fra deres forældre og have brug for store mængder af beroligelse, når forældrene kommer tilbage. Beroligelsen vil ikke nødvendigvis hjælpe og man kan opleve barnet som utrøsteligt. 

 

Afvisende-undvigende tilknytning

Børn med afvisende-undvigende tilknytning har udfordringer med den nederste del af tryghedscirklen, der handler om at søge trøst. Disse børn har lige så meget brug for at kunne komme tilbage til en tryg havn hos deres forældre, men vil ikke give udtryk for det og kan også stritte imod, når de får det. 

                   Denne type tilknytning opstår, når forældrene systematisk ikke er tilgængelige, når barnet søger dem. Det kan f.eks. være, at forældrene har svært ved at rumme barnets svære følelser. Barnet vil derfor over tid holde op med at give udtryk for dem. 

 

Desorganiseret tilknytning

Det varierer om desorganiseret tilknytning inkluderes under de utrygge typer eller om den opfattes som sin egen. I denne type tilknytning er der et sammenbrud i barnets tilknytningsstrategier og barnet vil have opførsel fra begge af de to utrygge tilknytningstyper.

                   Alt efter hvem man spørger, er det et sted mellem 5 og 15% af befolkningen, der er desorganiseret tilknyttet. Denne type af tilknytning er mere omfattende problematisk end de andre typer af utryg tilknytning og vil opstå, når barnet oplever sin forælder som skræmmende.

                   Her bliver barnet sat i det dilemma, at forælderen både er kilde til tryghed og til frygt. Det der opfattes som skræmmende for barnet kan både være f.eks. psykisk eller fysisk vold, men det kan også være, hvis forælderens adfærd er uforståelig for barnet, som det f.eks. kan være tilfældet ved ubehandlet fødselsdepression.

 

Hvad gør man så?

Der er forskellige holdninger til om tilknytning kan ændres senere i livet. De fleste mener, at der senere i barndommen kan rettes op på utryg tilknytning og at man også i voksenlivet kan ændre sine mønstre. 

Selv uden decideret at ændre sit mønster kan det gøre en stor forskel at være opmærksom på det og få hjælp til hvordan man kan bruge den viden til at forbedre sine relationer og sit syn på sig selv.

Hvis børns tilknytningsmønster skal ændres, er det forældrene, der er nødt til at ændre, hvordan de møder barnet. Det kan være svært, både fordi utrygt eller desorganiseret tilknyttede børn kan sende signaler, der er svære at forstå, men også fordi, der er grunde til, at man som forælder reagerer som man gør. 

Uanset om man gerne vil ændre sine egne mønstre eller have hjælp til udfordringer med sit barns tilknytning, kan det være en stor hjælp at få støtte udefra. Det kan f.eks. være hos en psykolog.

 

Kilder

Bikic, A., Væver, M., Smith-Nielsen, J. (3. Oktober, 2018). Hvorfor gentager vi vores forældres fejl? 

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-gentager-vi-vores-foraeldres-fejl/ 

 

Bowlby (1969), Attachment and Loss, Volume 1: Attachment. Basic Books

 

Cooper, Hoffman & Hoffman (2018). What is the Circle of Security? Circle of Security International. https://www.circleofsecurityinternational.com/pages/what-is-the-circle-of-security 

 

Institut for psykologi: Nationalt Videnscenter for Tidlig Indsats og Familieforskning. Er jeg en god nok forælder? (tilgået 15. september 2025). https://psy.ku.dk/cif/videotek/er-jeg-en-god-nok-foraelder/

 

Køppe, S., & Dammeyer, J. (2014. Red). Personlighedspsykologi – en grundbog om personlighed og subjektivitet. Hans Reitzels Forlag.

 

Moretti, MM, Peled M. (2004). Adolescent-parent attachment: Bonds that support healthy development. Paediatrics Child Health Oct;9(8):551-555. doi: 10.1093/pch/9.8.551. 

 

Væver, M.S., Smith-Nielsen, J. & Lange, T. Copenhagen infant mental health project: study protocol for a randomized controlled trial comparing circle of security –parenting and care as usual as interventions targeting infant mental health risks. BMC Psychol 4, 57 (2016). https://doi.org/10.1186/s40359-016-0166-8

 

Webgruppen på Rigshospitalet (30. maj, 2022). Tilknytning.

https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/videnscenter-for-tidligt-foedte-boern/opvaeksten/sider/tilknytning.aspx